Køkkenchefen hos JKE runder 60

Freddy Lauridsen, CEO, hos JKE
dato

Freddy Lauridsen fra Frederikshavn er CEO for den nordjyske køkkenproducent JKE. Han rundede 60 år i går den 17. september. Sammen med sit lederteam står han bl.a. bag nogle af landets mest tilfredse medarbejdere, udvidelser i Sverige og Danmark og en sikker kurs gennem en svær tid. 

Da Freddy Lauridsen tiltrådte som CEO for JKE i nordjyske Jerslev i 2022 var ambitionen, at medarbejderne skulle være glade, når de gik på arbejde, og forbrugerne skulle have lettere ved at købe nyt køkken.

Da flaget ryger til top på flagstangen i Jerslev den 17. september, hvor Freddy Lauridsen fylder 60 år, kunne han glæde sig over, at meget er lykkedes. Og det til trods for et køkkenmarked, der fik en ordentlig mavepuster ovenpå Covid.

Han kom til JKE med bred erfaring fra lederjobs i forskellige brancher, bl.a. hos DT Group (senere STARK), Silvan, og HTH. I en årrække stod han i spidsen for Silvan i Danmark og Sverige.

Blandt Danmarks bedste arbejdspladser
Sidste år rykkede den nordjyske køkkenvirksomhed i ’superligaen’ som en af Danmarks allerbedste arbejdspladser. Beviset var bl.a. en ny certificering fra Great Place to Work, som verden over måler medarbejders tilfredshed med deres arbejdsplads.

 ”JKE har et stærkt lederteam og fantastisk dygtige medarbejdere, som virkelig er stolte over de køkkener, de står bag. Jeg møder sunde værdier og dedikerede medarbejdere, når jeg træder ind over dørtærsklen om morgenen. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan medarbejderne vil hinanden og spiller sammen som et hold,” siger Freddy Lauridsen.

Udvidelser i Danmark og Sverige
De vigtigste ingredienser i opskriften på at gøre det lettere for forbrugerne at købe køkken var flere køkkenforhandlere og flere butikker.

I Sverige har JKE i de seneste to år fået et markant udstillingsvindue til de svenske forbrugere ved at rykke ind i 35 køkken- og salgssteder i Elektrolux Homes butikker. Og i Danmark har JKE tiltrukket nye forhandlere og har åbnet - eller er ved at åbne - nye butikker i byer som Glostrup, Kolding og Esbjerg, mens andre i branchen lukker og slukker.

Forbrugerne køber ikke bare nye køkkener
Sammen med et stærkt team af ledere og medarbejdere har Freddy Lauridsen navigeret virksomheden sikkert gennem en for branchen vanskelig periode, hvor forbrugerne har holdt igen med at investere i nye køkkener.

 ”I dag køber forbrugerne ikke bare nyt køkken. Der er eftertænksomhed bag, når der bliver investeret i hjemmets vigtigste rum. Vi ser et fundamentalt opgør med køb og smid væk-kulturen. Og det er godt for os i JKE. Vores køkkener har i hele vores 54 år lange historie været lavet fra bunden i høj kvalitet, og i de senere år har forbrugerne fået øjnene op for, at vi står bag et stærkt nordisk design, hvor vi gerne bruger træ og andre naturlige materialer. JKE er langtidsholdbar – og det er den nye tendens også. Et godt match for os,” siger Freddy Lauridsen.

JKE har derfor stadig ambitioner om flere køkkenbutikker i byer som København, Hillerød, Køge, Næstved, Slagelse, Holstebro, Herning, Aabenraa, Randers og Silkeborg.

Fra Skanderborg til Frederikshavn
Selv er han flyttet fra Skanderborg til Frederikshavn for at være tættere på både kæresten og JKE.

I fritiden nyder han en tur på mountainbike eller en lang gåtur, hvor mange tanker bliver vendt. Han er et udpræget familiemenneske, der nyder at være sammen med sin kæreste, den nærmeste familie eller tætte venner. Et levemenneske, der sætter pris på venskaber, dejlig mad og et godt glas vin.

På fødselsdagen den 17. september er Freddy Lauridsen på ferie med familien.

Læs mere om JKE 

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook