Uanmeldt kontrol på to færger

dato

Nordjyllands Politi og Søfartsstyrelsen har gennemført spiritus- og besætningskontrol på Læsøfærgen og Hals-Egense færgen. Alle alkometertest var negative, og besætningerne kunne fremvise gyldige certifikater.

Nordjyllands Politi har assisteret Søfartsstyrelsen på en uanmeldt kontrol på Læsøfærgen i Frederikshavn og Hals-Egense færgen i Hals d. 14. og 15. oktober. 
 
Kontrollen omfattede de tjenestegørende besætningsmedlemmer på færgerne. Alle blev testet med alkometer, og alle test var negative. Derudover kunne besætningsmedlemmerne fremvise gyldige certifikater, beviser og tilladelser om bord. 
 
"Sikkerheden til søs er vigtig, og derfor er det også positivt, at vi kan bidrage til den type kontroller i samarbejde med Søfartsstyrelsen. Det er vigtigt, at både passagerer og færgernes besætning kan føle sig trygge ved, at sikkerheden er i orden," siger politikommissær Hjalte Heldbo Reines.
 
Kontrollen blev gennemført uden forudgående advarsel i henhold til lov om retssikkerhed og som led i et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen og Nordjyllands Politi. 
 
Begge færger fik efterfølgende en tilsynsrapport med resultatet: Alt var i orden.

 

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi