BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Tag udfordringen op som elektronikfagtekniker og vær med til at sikre optimal funktion af sensor- og optronikudstyr i en unik maritim kontekst.
Om os
Vi er Sensor- og Optronikværkstedet, der er en del af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og er beliggende i Frederikshavn. Vores værksted består af flere specialværksteder, der primært fokuserer på maritime opgaver, men vi løser også opgaver på tværs af Forsvaret. Vores hovedopgaver inkluderer reparation, vedligeholdelse, eftersyn, modifikation og installation af forskellige elektroniske og tekniske udstyr. Derudover yder vi teknisk støtte til Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse inden for flere specialområder.
Vi er et team på i alt 47 medarbejdere, herunder 3 mestre, 5 lærlinge og 39 håndværkere. Vi søger i øjeblikket en dygtig elektronikfagtekniker for at fuldende vores team. Hos os kan du forvente et godt og løsningsorienteret arbejdsmiljø, hvor vores medarbejderstab er højt kvalificeret og erfaren. Vi lægger vægt på en god og uformel omgangstone og samarbejder som et hold for at løse opgaverne, administrere og udvikle vores værksted.
Om stillingen
Som en del af vores specialiserede team vil du arbejde inden for et højt specialiseret område, hvor dine faglige færdigheder og en god forståelse for HF-teknik vil være en fordel. Du vil arbejde tæt sammen med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt specialister fra andre lande. I samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vil du være med til at planlægge årlige aktiviteter og opgaver.
Dine arbejdsopgaver vil omfatte teknisk bistand og sparring, udviklingsopgaver, reparation og vedligeholdelse af udstyr, test- og måleopgaver samt teknisk driftsstøtte til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Du vil også have kontakt med dine kolleger, ingeniører og sagsbehandlere i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt brugerne af udstyret i de forskellige værn.
Vi gør opmærksom på, at stillingen kan indebære rejsearbejde både i ind- og udland i kortere og længere perioder. Der vil også være perioder, hvor din dagligdag ikke altid går som planlagt, da Forsvarets operative behov vil have prioritet over andre opgaver. Vi har travlt, og det kan være udfordrende, men også spændende og givende.
Vi tilbyder også gode muligheder for at afvikle opsparet frihed i perioder med mindre rejseaktivitet.
Om dig
Bliv en del af vores dynamiske og specialiserede team, hvor vi søger en elektronikfagtekniker eller anden faglig profil med en passion for teknologi og en uovertruffen evne til at tackle komplekse opgaver. Vi leder efter en person, der ikke er bange for at tage udfordringerne op og som brænder for at dygtiggøre sig inden for vores højt specialiserede fagområde.
Som vores nye elektronikfagtekniker vil du blive en vigtig brik i vores team, hvor du vil have mulighed for at udfolde din tekniske ekspertise og skabe innovative løsninger. Du vil blive udfordret til at bevare et skarpt øje for detaljen, samtidig med at du har evnen til at se det store billede og bevare et overblik over vores komplekse projekter.
Vi tilbyder en spændende og dynamisk hverdag, hvor du vil blive udfordret og udviklet både fagligt og personligt. Du vil have mulighed for at arbejde tæt sammen med erfarne specialister og samarbejde med vores internationale partnere. Og selvfølgelig vil der være masser af muligheder for at skabe positive og sjove øjeblikke sammen med dine kolleger.
Så hvis du er klar til at tage springet ind i en verden af teknologi og innovation, hvor du kan udfolde dit talent og skabe en forskel, så er dette jobbet for dig! Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Det er en forudsætning at du har et gyldigt kørekort til kategori B.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer. Du vil blive ansat efter gældende organisationsaftale Håndværker og Tekniker i Staten. Basislønnen er 26.866,52 kr. pr. måned.
Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfatter af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Dit faste tjenestested er Frederikshavn.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte værkstedsleder Claus Peter Laursen på telefon 25 30 66 97.
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder ansættelsesvilkår kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Camilla Elleman Keldsted på telefon 7281 9521.
Ansøgningsfristen er den 12. marts 2024. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Ansættelse efter aftale.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket, hvor du vedhæfter ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENESTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikshavn Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, Vedligeholdelsesområde Frederikshavn, Flådestationen , 9900 Frederikshavn
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5993945