Overassistent med logistisk og administrativt ansvar i InterForce Region Nordjylland

dato

Har du administrativ eller logistisk erfaring? Kan du både arbejde sammen med andre og tage initiativ på egen hånd? Er du åben for at tænke kreativt og tage initiativ Er du interesseret i at blive en væsentlig del af InterForce Region Nordjylland og engagere dig i både administrative opgaver, praktiske opgaver og ansvaret for arrangementer?

Så er det dig, vi søger!

Om os
InterForce er en militær enhed forankret i Forsvarsstaben ved Forsvarskommandoen hvis formål er at skabe opbakning til dansk forsvar og beredskab blandt danske private og offentlige virksomheder.

Det gør vi først og fremmest for at forbedre forholdene for de medarbejdere, der bærer uniform ved siden af deres civile job. Det er reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten. Man kalder dem med en samlet betegnelse for Reservestyrken, og de spiller en meget vigtig rolle i Danmarks forsvar for beredskab.

Med vores arbejde vil vi gerne gøre samfundet bevidst om, at forsvaret af Kongeriget Danmark er en fælles national opgave. Danske virksomheder bidrager til denne opgave ved at tillade deres medarbejdere at deltage i uniform.

InterForce arbejder også for at udbrede kendskabet til de kompetencer, som medlemmerne af Reservestyrken har fra Forsvaret og Beredskabet, og som ofte også kan bringes i spil i civile job. På samme måde arbejder InterForce for, at man internt i Forsvaret har kendskab til Reservestyrkens civile kompetencer.

InterForce består af et centralt kontor på Kastellet i København og regionssekretariater i Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland, Hovedstaden, Bornholm og Grønland.

Om stillingen
Vi tilbyder en ansættelse i et inspirerende arbejdsmiljø, hvor du vil møde en bred vifte af fagligheder og både store og mindre opgaver. Vi prioriterer høj kvalitet i opgaveløsningen og værdsætter humor samt gode relationer.

Du vil have mulighed for at sparre med dygtige og erfarne kolleger i din hverdag, og vi fokuserer på at skabe optimale betingelser for din faglige og personlige udvikling.

Stillingen er en 30-timers stilling som overassistent ved InterForce Nordjylland, hvor du refererer direkte til det centrale InterForce Sekretariat på Kastellet. Din primære arbejdsplads vil være Flådestation Frederikshavn, hvor du vil rapportere til den militære koordinator for InterForce Nordjylland.

Om dig
Du har en kontoruddannelse eller tilsvarende erfaring. Vi forventer, at du kan tage ansvar for dine opgaver og være åben overfor skiftende arbejdsvilkår.

Du skal have evnen til at tænke analytisk og have erfaring med grundlæggende IT-systemer. Kendskab til DeMars/SAP vil være en fordel. Oplæring vil finde sted gennem sidemandsoplæring og relevante kurser.

Det er vigtigt for os, at du har evnen til at formulere dig skriftligt og bidrage med indhold til korte nyheder på hjemmesiden og LinkedIn om InterForce Region Nordjylland aktiviteter, referater fra møder og udarbejdelse af gæstelister til arrangementer. Det er en fordel, hvis du har kendskab til både Forsvaret og Hjemmeværnet.

Du vil være ansvarlig for løsningen af følgende overordnede opgaver:

  • Administration af budgettet.
  • Opdatere og udarbejde stof til lokal InterForce-hjemmeside.
  • Være generelt administrativt kontaktpunkt for medlemsvirksomheder, herunder fungere som superbruger samt vedligeholdelse af databasen i vores CRM-system.
  • Støtte med administrative opgaver, f.eks. i forbindelse med afvikling af regionale InterForce-arrangementer.
  • Stå for planlægning og gennemførelse af regionale InterForce-arrangementer med støtte fra det centrale InterForce-Sekretariat.
  • Superbruger i vores arrangement-styringssystem samt stå for diverse indbydelser og nyhedsbreve – både egne og som støtte til den centrale InterForce-organisation i forbindelse med invitationer til arrangementer.
  • Telefonbetjening.
Ansættelsesvilkår
Du ansattes og aflønnes i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten) eller anden relevant overenskomst.

Basislønnen ud fra 30 timers arbejde om ugen udgør pr. 1. april 2025 kr. 22.941,15 pr. måned, og alt efter dine kvalifikationer og kompetencer kan det være muligt at forhandle et tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingsleder Kim Callaghan, tlf. 41 32 31 04.

Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Pia Knudsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 32 66 57 83.

Ansøgningsfristen er den 14. marts 2025. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Stillingen er til besættelse snarest.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, bedes du medbringe dem til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Læs mere om InterForce på www.interforce.dk samt generelt om Forsvaret på www.forsvaret.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikshavn Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flådestation Frederikshavn, Flådestationen, 9900 Frederikshavn

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/88de2f4a-f75a-4dfa-a1c6-20b22cf2384f

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook