Gorm Topholt forlader White Hawks – ønsker at prøve noget nyt

Foto: Danmarks Ishockey Union.
Profilbillede
dato

24-årige Gorm Topholt har, efter otte sæsoner på førsteholdet og hele sin ungdomskarriere i Frederikshavn White Hawks, valgt at forlade klubben. Han har meddelt, at han i den kommende sæson ønsker at prøve kræfter af i en anden klub. 

Elite Nord Frederikshavn A/S skriver følgende i en pressemeddelelse - ”Det er selvfølgelig ærgerligt, når nogen søger væk fra klubben, og især ekstra, når det er en af vore egne. Men samtidig er vi også stolte af, at vore spillere er interessante for andre klubber, hvilket beviser, at vi gør et godt stykke arbejde i både ungdomsafdelingen FIK og på eliteholdet i Metal Ligaen.”

Der er ingen sure miner over, at Gorm Topholt ønsker at forlade klubben og spille på anden is i den kommende sæson. ”Vi har set Gorm udvikle sig gennem årene, og eksplosivt i den netop forgangne sæson, hvor han har spillet en stor rolle på holdet. Han er også netop blev kåret til årets danske spiller i klubben, hvilket understreger at han har spillet en stor sæson” – skriver Elite Nord Frederikshavn A/S.


Foto: Eframe Preben Nielsen - Her ses Gorm Topholt i seneste kamp mod Esbjerg Energy.

Gorm siger følgende om afskeden med klubben og Frederikshavn – ”Jeg bliver 25 år næste gang, og skal man ud og prøve noget nyt i karrieren, så er det ved at være tiden for mig. Jeg har boet 24 år i byen, og der er andet derude end Frederikshavn, så jeg vil gerne ud og se og opleve noget andet. Jeg fik et fint tilbud om at blive i klubben, men jeg kan mærke på mig selv, at det er tiden til at prøve mig af et andet sted. Jeg er nået dertil i min karriere, hvor jeg skal ud og have noget mere ansvar, og det vil jeg prøve af nu. Men det bliver ikke et farvel til Frederikshavn, men et på gensyn”.

Elite Nord Frederikshavn A/S takker, i pressemeddelelsen, Gorm for hans hårde slid gennem årene og beskriver ham som en vellidt spiller og en fighter, der altid giver lidt mere end 100%. 

Samtidig ønskes han held og lykke fremover og sendes afsted med meddelelsen om, at han naturligvis er velkommen tilbage i klubben, hvis den mulighed skulle opstå.

Kilde: Redaktion