Gitte og Henriette går efter guldet

Foto: Facebook // Hårgalleriet. Gitte Merete Aaen (t.v.) og Henriette Christensen (t.h.)
Profilbillede
dato

Indehaverne af Hårgalleriet i Søndergade, 49-årige Gitte Merete Aaen og 48-årige Henriette Christensen, har netop holdt sølvbryllup med salonen.

De åbnede dørene til deres fælles salon i 1996, og siden da har de ikke set sig tilbage.
De satser bestemt også på at holde guldbryllup sammen.

Når man træder ind ad døren til Hårgalleriet, mærker man med det samme den varme og hyggelige atmosfære, Gitte og Henriette gør så meget ud af.

Her er tid til en snak om tingene, mens saksen og hårfarverne arbejder, og der er altid kaffe på kanden.

”Vi forsøger at holde den gode familiestemning, vi selv trives så godt i,” siger Henriette.

”Det skal være en fornøjelse at gå til frisør.”

Eftersom de to indehavere har arbejdet sammen i mere end 25 år, føler de sig nærmest som et gammelt ægtepar i samarbejdet i salonen.
De kender hinandens styrker og kompetencer, og de behøver ikke bruge en hel masse ord for at få arbejdsdagen til at glide optimalt.

Da de for mange år siden begge to var udlært, kom de til at arbejde i den samme salon, og da muligheden for at etablere sig sammen pludselig opstod, slog de til.

I de fleste byer er der som regel mange frisørsaloner. Frederikshavn er ingen undtagelse. 

”Vi skal være her alle sammen,” siger Gitte.

”Og så er vi nødt til at lægge os i selen for at deles om kunderne. Vi har en fornemmelse af, at vores priser og den gode service er attraktive for de fleste”.

Hårgalleriet har stamkunder, der har været med siden åbningen for 25 år siden, og det er Gitte og Henriette meget taknemmelige for.


Foto: Privat // Henriette ved telefonen 

Selve salonen er pænt stor, cirka 100 kvadratmeter, med fem betjeningspladser, og den er løbende blevet moderniseret.
Lige før coronaens udbrud havde de besluttet at få hele molevitten malet, og familien var trommet sammen som hjælpere.

”Men så blev det den 11. marts 2020, hvor vi alligevel skulle lukke helt ned, og så gjorde vi det selv,” fortæller Henriette.

”Tiden skulle jo gå med noget, og vi fandt faktisk ud af, at vi også selv kan håndtere både boremaskine og skruetrækker.”

På ét punkt har tiden dog stået stille: Salonen har ingen computer og ingen online tidsbestilling.

Der er heller ingen elektronisk kalenderstyring, alting foregår med papir og blyant, så der kan rettes og tilføjes i kalenderbogen.
Skal man bestille tid, foregår det per telefon.

”Sådan kan vi bedst lide det, og så er vi også fri for hackerangreb og spam,” siger Gitte.

Til gengæld er de begge to helt opdateret med efteruddannelse og kurser inden for hårklipning, farvning og hårstyling.
Her bliver ingenting overladt til tilfældighederne.

På samme vis skal der være orden i regnskaberne, så når kassen er gjort op hver dag ved lukketid, overlades resten til revisoren.

Én ting har Gitte og Henriette været enige om gennem alle årene.


Foto: Privat // Gitte i salonstolen 

”Vi vil simpelthen ikke gå på kompromis med vores ærlighed og etik,” siger Henriette.

”Hvis der kommer nogen ind i salonen og vil farves både lilla og grøn i hanekam eller rastafarihår, siger vi blankt nej.

Det vil vi ikke lægge navn til, for vi ønsker at bevare vores ry som leverandører af kvalitet til en god pris.”

Når arbejdsdagen er slut, er der stadig masser af krudt i de to energiske frisører. De er begge to spinninginstruktører, og de har deltaget i masser af events rundt omkring i Danmark.
Sidst foregik det i Kolding i et 24-timers spinningevent, og næste gang foregår det til et knæk-cancer arrangement i Sæby.

De foretrækker de indendørs spinning begivenheder, men de har også prøvet kræfter med det nordjyske coast-to-coast cykelløb.

Ferier og fritid tilbringer de gerne sammen med deres respektive familier og gode venner.
Henriettes familie ynder at rejse ud i verden og at køre ture ud i det blå, mens Gitte er mere til de mere jordnære sysler.

”Vi er mere til en gang god mad og hygge med vennerne, hvor vi har en masse brætspil på bordet,” siger hun.

Hold øje med aktiviteterne hos Hårgalleriet på deres Facebookside.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Gitte Merete Aaen & Henriette Christensen

Seneste på facebook