Ole Thomsen er efterhånden en garvet herre indenfor optikerbranchen og leder i dag Thiele Briller & Kontaktlinser. Hans erfaring som indehaver har udviklet synet på, hvad god kundeservice indebærer.
“Da jeg blev udlært som optiker i 1992, var jeg så heldig, at der var et ledigt job i Thiele i Frederikshavn - og jeg er jo her fra Frederikshavn. Vi blev enige om, at jeg skulle overtage på et tidspunkt, og det blev så i 2007.”
Ole har i dag drevet Thiele Briller & Kontaktlinser i Frederikshavn i 13 år. Han leder 3 ansatte, som Ole lægger vægt på, har en stor værdi for forretningens gang.
“Det vigtigste ved at være leder, er, at sørge for at alle har det godt med at gå på arbejde. Det skal være et rart sted at være - både for min egen skyld, men også for mine ansatte.”
Ole har nemlig erfaret gennem sin tid som leder, at værdierne på arbejdspladsen ændrer sig løbende.
“Man skifter lidt fokusområde med tiden. Til at starte med var det vigtigt at få tingene til at køre rundt og få styr på arbejdsopgaverne. Når man er ovre det, så begynder man at forstå, at det også skal være sjovt at gå på arbejde.”
Det hele er nemlig afhængigt af hinanden, for god kundeservice går hånd i hånd med et godt arbejdsmiljø.
“Det hænger jo lidt sammen. Har vi det godt som ansatte, så føler kunderne sig også godt tilpasse. Det er jo vigtigt, at man har det godt med det, man laver, og at kunderne er tilfredse med at være her, ellers fungerer det jo ikke.”
Og denne forståelse for balancen gør også, at Ole virkelig sætter fokus på arbejdsmiljøet.
“Vi har værktøjerne til at give den bedste service i branchen, og så skal man bare have lyst til at bruge dem, og det har man jo, hvis man er glad for sin arbejdsplads. Kunderne er det vigtigste, og det vil de altid være, men det er et spørgsmål om, hvilken vej man går for at få dét ført ud i livet.”
Han kan da også være stolt af at drive en forretning, som han stadigvæk holder af.
“Der er altid udfordringer og konkurrence, men det er et dejligt job, som jeg er glad for. Jeg er glad for at gå på arbejde, og det har jo også været i kraft af, at jeg har nogle gode medarbejdere, som bakker mig op.”
Som lokal hilser Ole også på mange af sine kunder, når han går på gaden, men det gør ham kun gladere for sit arbejde.
“Jeg synes, at det er rart at arbejde i lokalområdet. Det er en fordel, at omgangsformen til kunderne er ligetil, så man kan snakke om løst og fast.”
Efter 28 år i Thiele - og 13 år som indehaver - har Ole Thomsen knækket koden til en succesfuld forretning og god kundekontakt. Mange år senere er han stadigvæk glad for sin arbejdsplads, som han i dag selv er ansvarlig for. Du kan læse mere om Thiele på deres hjemmeside.