BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Som fiskerikontrollør vil du blive en del af et engageret hold af medarbejdere, der arbejder for, at der er et bæredygtigt fiskeri – uanset om det er det erhvervsmæssige eller det rekreative fiskeri. Du skal via både kontrol og vejledning være med til at sikre, at fiskerireglerne bliver fulgt. Jobbet som fiskerikontrollør er afvekslende og med gode udviklingsmuligheder.
Fiskeristyrelsen har pt. syv ledige stillinger som fiskerikontrollør i vores afdeling i Frederikshavn og to ledige stillinger som fiskerikontrollør i Nykøbing Mors. Afdelingerne er en del af Regional kontrol Vest. Det er en del af ansættelsen, at du får en uddannelse som fiskerikontrollør.
Stillingerne er til besættelse pr. 1. januar 2024.
Om den regionale fiskerikontrol
I den regionale fiskerikontrol varetager vi kontrol, monitering og håndhævelse af fiskeriregler for både det erhvervsmæssige og det rekreative fiskeri i salt- og ferskvand, herunder også kontrol af markedsordninger, sporbarhed og hygiejne med fisk, fiskevarer og fiskefartøjer.
Vi varetager også kontrol af øvrige fiskerirelaterede forhold i salt- og ferskvand og administrative opgaver omkring registrering af erhvervs- og bierhvervsfiskere, og vi er ansvarlige for sagsbehandling i forbindelse med sanktionering af konstaterede overtrædelser.
Om jobbet som fiskerikontrollør
Din kerneopgave vil blive kontrol af, at fiskerireglerne bliver overholdt. Det gøres primært ved kontrol af industri- og konsumfiskefartøjers landinger i havn og ved kontrol ved opkøbere af fisk. Som fiskerikontrollør varetager du også kontrol af de kystnære områder og i ferskvand samt kontrol af fritids- og lystfiskere og med deres redskaber og fiskeri.
Der vil også være en lang række andre opgaver, der bl.a. knytter sig til beskyttelse og fremme af fiskebestandene, og administrative sagsbehandlingsopgaver, hvor du skal gøre brug af it-systemer og vurdere data om fiskeriet og fiskernes efterlevelse af regler.
Uddannelsen som fiskerikontrollør
Vi vil gerne investere i dig som fiskerikontrollør. Det gør vi ved at give dig en 2-årig akademiuddannelse inden for myndighedsudøvelse og fiskerikontrol suppleret med interne moduler, hvor du uddannes i risikoanalyse og i at tilrettelægge og gennemføre både fysisk og administrativ fiskerikontrol. I uddannelsesforløbet vil der også være kurser i retsregler, fødevareteknologi, hygiejne og redskabslære. Vi vil efter endt uddannelse holde dine kompetencer vedlige gennem løbende efteruddannelse og opdatering.
Som fastansat fiskerikontrollør er der med tiden en række spændende udviklingsmuligheder. Fiskeristyrelsen har brug for specialister, der kan håndtere data og strukturere dem, så de kan bruges til at kortlægge udfordringerne i fiskeriet og tilrettelægge indsatserne i fiskerikontrollen.
Når du har oparbejdet rutine og erfaring som fiskerikontrollør, er der også mulighed for at komme til at arbejde centralt i styrelsen med den overordnede koordinering af fiskerikontrollen og med opgaver, der binder fiskerikontrollen sammen med udformning af regler på fiskeriområdet.
Hvad forventer vi af dig?
Det er vigtigt, at du har lyst til både at arbejde i det fri og ved en pc, trives i mødet med mange forskellige mennesker og klart kan se dig selv som embedsmand og i rollen som myndighedsperson.
Vi forventer, at du
- er i god fysisk form
- har en erhvervsuddannelse, grunduddannelse for voksne, gymnasial uddannelse eller en anden relevant uddannelse på mindst samme niveau
- har gode danskkundskaber og kan formulere dig klart i tale og skrift
- har it-færdigheder og interesse for at arbejde med digitale løsninger
- har kørekort til bil (kategori B).
Arbejdstiden er varierende. Du skal derfor være indstillet på at arbejde på alle tidspunkter af døgnet og alle ugens dage - også søn- og helligdage. Der arbejdes efter vagtplaner, der udarbejdes månedsvist forud. Der ydes tillæg for arbejde på skæve tidspunkter.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som fiskerikontrollør på prøve. I din prøvetid gennemgår du Fiskeristyrelsens fiskerikontrolløruddannelse, der er en kombination af praktisk oplæring og teoretisk uddannelse. Prøvetiden er 2 ½ år og uddannelsen varer 2 år.
Du ansættes forventeligt som tjenestemand på prøve. Hvis din prøvetid forløber tilfredsstillende, hvis du består prøverne i løbet af uddannelsen, og hvis du er dansk statsborger, bliver du fastansat som tjenestemand. Er du ikke dansk statsborger, vil du blive ansat på tilsvarende vilkår som tjenestemænd både i prøvetiden og efter prøvetidens afslutning.
Du får løn under uddannelsen til fiskerikontrollør. Lønnen ekskl. pension udgør pt. ca. 293.281 kr. om året. Ved fastansættelse efter 2½ år er lønnen ekskl. pension ca. 347.263 kr. om året. Hertil kommer pension af tillæg på 15,79 pct. samt tjenestemandspension. Ansættelsesvilkårene for fiskerikontrolpersonale er beskrevet i Lønindplaceringsaftale og forhåndsaftaler for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte fiskerikontrollører, overfiskerikontrollører og vicefiskeriinspektører under OAO’s forhandlingsområde indgået mellem Fiskeristyrelsen og Fiskeridirektoratets Tjenestemandsforening, samt Statens Arbejdstidsaftale.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner. Du vil blive tilknyttet ét af følgende tjenestesteder: Regional Kontrol Vest, afdelingen i Nykøbing Mors, N A Christensensvej 40, 7900 Nykøbing Mors, eller afdelingen i Frederikshavn, Sandholm 10, 9900 Frederikshavn.
Hvis du vil vide mere
Vil du videre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte vicefiskeriinspektør Tim Rasmussen Schjoldager (afdelingen i Nykøbing Mors) på telefon 72 18 57 51 eller vicefiskeriinspektør Frank Godt Elnef (afdelingen i Frederikshavn) på telefon 72 18 57 48.
Du kan læse mere om uddannelsen som fiskerikontrollør her, og du kan læse mere om Fiskeristyrelsen på www.Fiskeristyrelsen.dk.
Sådan søger du stillingen
Send en ansøgning, hvor du skriver, hvorfor du ønsker stillingen som fiskerikontrollør. Du skal vedlægge CV, eksamensbeviser og evt. referencer. Ansøgningsfristen er søndag den 12. november 2023. Du søger stillingen via knappen ”SØG STILLINGEN”. Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansættelsesprocessen omfatter en fysisk test (du skal kunne svømme 200 meter, og løbe 1.800 meter på 12 minutter), en danskprøve, en personlighedsprofil, en samarbejdsøvelse, og en personlig samtale.
Vi forventer at holde den fysiske test, danskprøven og samarbejdsøvelsen i Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg den 16. november 2023.
Hvis du går videre, skal du online udfylde en personlighedsprofil inden du skal deltage i en ansættelsessamtale, som vi forventer at afholde den 22. og 23. november 2023 på Skansen i Nørresundby.
Fiskeristyrelsen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Derfor opfordres alle kvalificerede og interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikshavn Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Fiskeristyrelsen, Fiskeriinspektorat Vest, afd. i Frederikshavn, Sandholm, 9900 Frederikshavn
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5925977