Flådestation Frederikshavn søger en engageret og fagligt stærk sagsbehandler til drift, planlægning og styringen af garnisonens vedligeholdelses- samt bygge- og anlægsprojekter, hvor du vil blive seniorbruger i en spændende og udfordrende hverdag i krydsfeltet mellem drift, planlægning og gennemførsel.
Lyder det interessant, så har du nu muligheden for at søge stillingen som etablissementssagsbehandler ved Flådestation Frederikshavn.
Om os
Som en del af 3. Eskadre er Flådestation Frederikshavns kerneopgaver at yde logistisk støtte til Søværnets skibe og myndigheder, Host Nation Support til allierede enheder samt operativ drift af flådestationen. Vores evne til at yde service er omdrejningspunktet for vores daglige virke. Under mottoet "Service på toppen", er vi altid klar til at støtte vores kunder, som er Søværnet, Forsvaret og NATO; døgnet rundt, året rundt og overalt i verden.
Flådestation Frederikshavn består af en ledelse, to sektioner, hhv. Operativ Støttesektion og Basesektion samt et Garnisonselement; vi er i alt 99 medarbejdere.
Du bliver en del af Garnisonselementet, som består af seks medarbejdere, der ud over løsning af Flådestation Frederikshavn opgaveportefølje også arbejder for og rådgiver chefen for Flådestation Frederikshavn i dennes funktion som Garnisonskommandant og Tjenestestedschef.
Om stillingen
Garnisonselementet varetager primært opgaver i relation til garnisonskommandantvirket, der spænder fra koordination og samarbejde med eskadrer, andre garnisoner i Nordjylland, Søværnskommandoen og civile myndigheder i og omkring Flådestation Frederikshavn og til militær sikkerhed, bevogtning, ceremoniel, traditionspleje, fritids-, idræts- og velfærdsvirksomhed.
Som etablissementssagsbehandler ved Garnison Frederikshavn får du en central seniorbrugerrolle i drift, planlægning og styringen af garnisonens vedligeholdelses- samt bygge- og anlægsprojekter. Dine primære arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
- Seniorbruger på vedligeholdelses- eller bygge- og anlægsprojekter ved Garnison Frederikshavn.
- Ansvarlig for overholdelse af terminer og aktionspunkter for fastholdelse af fremdrift.
- Flådestation Frederikshavn bindeled mellem de involverede myndigheder og enheder ved Garnisonen og civile samarbejdspartnere.
- Bidrager til koordination af Garnison Frederikshavn etablissementssagsbehandling og varetager kontakten til Etablissement- og Terrænkommandoen og Søværnskommandoen.
- Sagsbehandler for Flådestation Frederikshavn i relation til Etablissement- og Terrænkommandoens BKM-proces.
- Bruger repræsentant for Flådestation Frederikshavn ved deltagelse i arbejdsgrupper omhandlende etablissement og facility management.
- Udarbejdelse af referater og statusrapporter på Etablissementsområdet.
- Opfølgning på møde og aktionslister.
- Afrapportering til Flådestation Frederikshavn ledelse.
- Koordinere og formidle opgaver til rette sektionschef eller elementleder.
- Deltage i ledelsesmøde en gang om måneden med status på projekter.
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse og at du som person er struktureret, selvstændig, proaktiv, skrivestærk og har gode samarbejdsevner. Du er engageret, griber ind inden sager fortaber sig mellem to stole, og du er ikke for fin til selv at smøge ærmerne op og tage fat. Du kan begå dig på flere niveauer og fremstår altid som det gode eksempel.
Organisatorisk helhedsforståelse er en forudsætning og som person har du det godt med at arbejde både selvstændigt såvel som i mindre grupper og større fora. Stillingen fordrer en god forståelse for forsvarets virke som helhed, god dømmekraft, og at du forstår styrken ved at oprette og vedligeholde gode relationer både internt og eksternt til vores mange samarbejdspartnere.
Du er ressourcebevidst, og det falder derfor naturligt for dig at prioritere mål og midler. Du informerer og kommunikerer klart og præcist i både skrift og tale. Du overholder aftalte deadlines samt følger systematisk op på tildelte opgaver.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er som specialkonsulent og ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er ved Flådestation Frederikshavn, 3. Eskadre med fast tjenestested i Frederikshavn.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Er du interesseret eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte næstkommanderende ved Flådestation Frederikshavn orlogskaptajn Tommy Pedersen på telefon 7285 6002, e-mail: 3E-FRH-NK@mil.dk eller chefen for Flådestation Frederikshavn kommandørkaptajn Jan Landberg Svendsen på telefon 7285 6001, e-mail: 3E-FRH-CH@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er 3. maj 2026 og samtaler gennemføres snarest derefter. Stillingen er nyoprettet og til besættelse 1. juni 2026 eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af kandidatbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om 3. Eskadre
3. Eskadre er Søværnets nye eskadre, som omfatter spændende og alsidige arbejdspladser på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder – med unikke muligheder for personlig og faglig udvikling. Eskadrens opgaver omfatter sømilitære opgaver med særligt fokus på farvandene i og omkring Danmark, herunder myndighedsopgaver af permanent karakter samt civilt relaterede samfundsnyttige maritime opgaver. 3. Eskadre enheder løser Søværnets nationale opgaver 24/7/365. Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshåndhævelse, miljø- og transportopgaver samt søredning. Eskadrens enheder er desuden beskæftiget med uddannelse af officerselever. Ud over de mange skibe er 3. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af Kystredningstjenesten samt Søværnets Overvågningsenhed, med decentralt placerede enheder rundt om i landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Frederikshavn Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Flådestation Frederikshavn, Flådestationen, 9900 Frederikshavn
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/79b824b4-e4a5-4203-b3d5-edc8067a9ed0