Bliv del af søværnets HR-team i Frederikshavn og vær med til at sikre professionel personaleadministration

dato

Vil du arbejde med HR i en dynamisk, offentlig organisation med fokus på udvikling og fællesskab?

Søværnets Center for Administration i Frederikshavn søger en administrativ medarbejder til personelelementet.

Hos os får du en alsidig hverdag, hvor du sammen med dygtige kollegaer er med til at sikre, at vores løsning af HR-opgaver fungerer effektivt og professionelt – til gavn for hele Søværnet.

Om os

Vi servicerer Søværnets myndigheder, skibe og personel inden for det samlede administrative område.

Søværnets Center for Administration består af to afdelinger placeret på flådestationerne i henholdsvis Frederikshavn og Korsør. Vi er i alt ca. 30 medarbejdere fordelt på fire elementer: Administration, Personale, Tidsstyring og Reserven.

Kundeservice er omdrejningspunktet for vores daglige arbejde. Vi lægger vægt på høj faglighed, samarbejde og løbende kompetenceudvikling – både fagligt og personligt.

Hos os bliver du en del af en fagligt stærk arbejdsplads med gode kollegaer og et arbejdsmiljø præget af samarbejde og tillid. Vi tilbyder gode muligheder for både faglig og personlig udvikling og har samtidig fokus på at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv. Der vil desuden være mulighed for op til to hjemmearbejdsdage om ugen.

Om stillingen

Du bliver en del af et velfungerende team bestående af 9 medarbejdere og en elementleder i Korsør og en i Frederikshavn, der alle arbejder tæt sammen. Din nærmeste leder vil være elementlederen i Frederikshavn.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Vedligeholdelse af personalestamdata
  • Administration af sikkerhedsgodkendelser og ID-kort
  • Uddannelsesadministration, herunder kursustilmeldinger
  • Udarbejdelse af indkøbsrekvisitioner og varemodtagelse i forbindelse med kursusaktivitet
  • Deltagelse i lønforhandlinger samt udarbejdelse af lønaftaler
  • Selvstændig sagsbehandling af personelsager, herunder sygefravær og ansættelsesretlige forhold
  • Udtræk af rapporter fra Forsvarets IT-systemer samt udarbejdelse af statistikker (BI-rapporter)
Stillingen giver dig en bred indsigt i gældende regler, bestemmelser og overenskomster inden for HR-området.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse og gerne erfaring fra en lignende stilling. Har du kendskab til Forsvarets IT-systemer, herunder DeMars, Business Intelligence og WorkZone, er det en fordel, men ikke et krav.

Du er i stand til selvstændigt at varetage sagsbehandling inden for et varieret opgaveområde og har lyst til at opbygge specialviden. Samtidig arbejder du struktureret og effektivt med høj kvalitet i opgaveløsningen og formår at prioritere dine opgaver og overholde deadlines – også i perioder med travlhed.

Du har gode kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt og trives med dialog på tværs af forskellige faggrupper og niveauer. Da du vil have kontakt med mange af Søværnets medarbejdere, er det vigtigt, at du er imødekommende og har et naturligt fokus på god service – også i de mere udfordrende samtaler.

Du har stærke samarbejdsevner og bidrager aktivt til fællesskabet. Vi lægger stor vægt på dine personlige kompetencer, da du vil indgå i samarbejde på tværs af organisationen.

I Søværnet er vi stolte af vores fælles opgave, og vi søger en kollega, der deler vores værdier om ansvar, fællesskab og kvalitet i arbejdet.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Frederikshavn.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Alice Bomholt Nielsen på telefon 7285 7560.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.

Ansøgningsfristen er den 3. maj 2026 og samtaler bliver afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Søværnskommandoen

Søværnskommandoen består af Kapacitetsdivisionen, Planlægnings- og Operationsdivisionen, Uddannelses- og Træningsdivisionen, samt en ledelsessektion. Derudover er Søværnets fire uddannelsescentre og Søværnets Center for Administration underlagt kommandoen.

Søværnskommandoen er ansvarlig for styrkeproduktion inden for det sømilitære område, herunder for at styrkeproducere og opstille sømilitære enheder inklusive Søværnets Nationale Maritime Operationscenter, samt for at støtte underliggende myndigheders opgaveløsning.





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikshavn Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Flådestation Frederikshavn, Flådestationen, 9900 Frederikshavn

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/732d42be-5b03-48ee-ac33-cad3c9f6cfb5

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet