Storstilet hyldest til alle frivillige i kommunen

Profilbillede
dato

En kæmpe frivilligheds- og foreningsfestival, der har ”FÆLLESSKABET I FOKUS” er på vej til alle i efteråret.

Festivalen hylder vores lokale og mangfoldige kultur-, sport- og fritidsliv med utallige frivillige i hele Frederikshavn Kommune og vil præsentere et sandt fyrværkeri af aktiviteter og oplevelser.

Frivilligheds- og foreningsfestivalen indledes lørdag d. 11. september 2021 med startskuddet til en Fællesskabsstafet. Hele Verden i Frederikshavn og Foreningernes dag i gågaderne, og den afsluttes den efterfølgende lørdag med Prisfest/Godt gået samt en stor fest for de frivillige.

Hele ugen indimellem vil der være aktiviteter i folkeskolerne, åbent hus-arrangementer i foreningerne, liv og glade dage i gågaderne, foredrag, workshops og meget mere.

Festivalen arrangeres af Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF), flankeret af Idrætssamvirket, De Frivilliges Hus,FREDERIK Handelsstandsforening, Dansk Skoleidræt og Frederikshavn Kommune.

”Vi er meget glade for, at festivalen nu bliver en realitet, ved hjælp af stærke og engagerede samarbejdspartnere. Ideen blev første gang præsenteret til vores generalforsamling i 2019, og har i det stille været i støbeskeen siden. Den er en del af vores vision for 2019-2022, hvor fokus er ”Synlighed”. Det er dejligt, at vores samarbejdspartnere bidrager til og støtter os i, at anerkende de mange frivillige, vi har i og udenfor foreningerne i vores kommune. ”

"Den kommende tid vil kommunens foreninger blive kontaktet med invitation til deltagelse i festivalen, og vi håber, at alle kommunens mange foreninger vil benytte sig af muligheden til at være med til at vise, hvad de kan byde på, og til at fejre frivilligheden.”

Kilde: FREDERIK Handels- og virksomhedsforening