Frederikshavn er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Hjørring – brugsstjålet personbil tilbage hos rette ejer efter anholdelse af biltyv
Mellem fredag den 7. januar og lørdag den 8. januar fandt et indbrud sted i en bolig i Hjørring, hvorfra gerningsmanden blandt andet stjal en personbil. Senere på lørdagen patruljerede to betjente ad Toftegade, hvor de lagde mærke til en mistænkelig mand. Vekommende løb i retning mod en anden mand, der stod ved en parkeret personbil.
En personbil, der så ud til at være af samme model, som den, der var meldt stjålet tidligere på dagen.
Betjentene undersøgte sagen nærmere. Den ene af mændene råbte, at ”politiet kommer”, hvorefter den anden person smed en sølvpapirskugle fra sig, som landede på venstre bagsæde. Lige foran betjentene, som hurtigt var løbet hen til de to mænd.
Det viste sig, at der var tale om to mænd på henholdsvis 36 og 26 år. Den 36-årige, der havde kastet sølvpapirskuglen fra sig, så ud til at være påvirket af euforiserende stoffer. Adspurgt erkendte han, at der var heroin i sølvpapirskuglen.
Politiet sigtede og anholdt derfor den 36-årige mand for besiddelse af ulovlig narkotika.
Ved nærmere undersøgelse kunne betjentene desuden konstatere, at personbilen var identisk med den, der var blevet stjålet tidligere på dagen i Hjørring. Adspurgt forklarede den 26-årige mand, at han havde lånt bilen af en bekendt.
Den 26-årige mand blev sigtet og anholdt for brugstyveri af personbil, hvorefter personbilen blev taget i bevaring, så den senere kunne udleveres til rette ejer.
Indbrudssagen er fortsat under efterforskning.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
Læs mere på www.nabohjaelp.dk/app eller hent Nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play
Gjøl – indbrud i bolig
En ukendt gerningsmand begik indbrud i en bolig på Torpet i Gjøl mellem fredag den 7. jenuar kl. 14:00 og søndag den 9. januar kl. 17:20. Indbrudstyven brød vinduet op til et køkken, hvorefter man gennemrodede huset for værdier. Blandt de stjålne genstande var otte stk. Y-stole i sæbebehandlet eg, to Globen lamper og diverse smykker.
Har du set mistænkelig færden på Torpet i Gjøl? Kontakt politiet på 114.
Hobro – indbrud i cafeteria
Mellem lørdag den 8. januar kl. 20:30 og søndag den 9. januar kl. 09:30 begik en ukendt gerningsmand indbrud i et cafeteria i Hobro. Blandt de stjålne genstande var kontanter fra en drikkepengekasse og byttepenge.
Har du set mistænkelig færden i Hobro? Kontakt politiet på 114.
Frederikshavn – spiritus- og narkopåvirket motorcyklist anholdt
”Han ser ud til at være påvirket.”
Sådan lød politiets skøn, da betjente fra Nordjyllands Politi standsede en motorcyklist til kontrol på Emilievej i Frederikshavn lørdag den 8. januar tidligt om morgenen. Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede man motorcyklisten – en 22-årig mand – i at deltage i både en alkometertest og en narkometertest.
Det viste sig, at motorcyklisten tilsyneladende havde indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. Derudover viste narkometertest, at motorcyklisten tilsyneladende havde indtaget euforiserende stoffer forud for kørslen.
Politiet sigtede og anholdt derfor motorcyklisten for spirituskørsel samt narkopåvirket kørsel, hvorefter man udtog en blodprøve. Resultatet af blodprøven anvendes som bevismateriale i sagen.
Asaa – spiritusbilist anholdt
Søndag den 9. januar om aftenen standsede politiet en bilist til kontrol på Havnegade i Asaa. Grundet mistanke til påvirket kørsel instruerede man føreren – en 20-årig mand – i at deltage i en alkometertest.
Testen gav udslag for, at bilisten tilsyneladende havde indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel, hvorefter man udtog en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Følg Nordjyllands Politi på:
Twitter @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til hver en tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement.