Frederikshavn er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirket bilist
Kort efter midnat natten til tirsdag blev der standset en bil på Hjørringvej i Nørresundby. Da politiet kontaktede føreren, kunne de konstatere, at han fremstod påvirket. Dette bekræftede en narkotest på stedet. Den gav udslag for både kokain og hash. Ved den efterfølgende ransagning af køretøjet, blev der fundet en mindre mængde kokain. Føreren blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve.
Indbrud i tøjforretning
Natten til tirsdag kl. 0230 blev der konstateret, at der var lavet indbrud i en tøjforretning på Danmarksgade i Frederikshavn. Gerningsmanden havde brudt en skydedør op ind til forretningen. Fra butikken blev der stjålet fortrinsvis Triumph undertøj og Calvin Klein bukser. Foreløbig er værdien opgjort til ca. 64000,- kr. Der blev sikret DNA spor fra stedet.
Indbrud i villa
Mandag i perioden mellem kl. 1700 og 2140 blev der lavet indbrud i en villa på Kornblomstvej i Aalborg. Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til villaen ved at bryde et vindue op i soveværelset. Gerningsmanden havde været rundt i hele stueetagen i huset. Der er endnu ikke overblik over hvad der blev stjålet på stedet
Indbrud i landejendom
Fra søndag kl. 0900 og til mandag eftermiddag kl. 1650 blev der lavet indbrud i en landejendom på Fredbjergvej i Farsø. Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til boligen ved at knuse en rude. Hele huset var gennemrodet, og der blev bl.a. stjålet computer, tv, kontanter m.m. Der blev sikret DNA spor fra en sten, der formentlig var brugt til at knuse ruden.