Frederikshavn er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Udslip af gylle
Onsdag aften kl. 1943 modtog politiet anmeldelse om, at der var sket en større forurening med gylle på Bindslevvej ved Tversted. Et omrør på gyllevognen var ved et uheld blevet aktiveret, og der skete udslip af ca. 6,5 tons gylle på en vejstrækning på halvanden kilometer. Føreren af gyllevognen var allerede i gang med at suge gyllen op, og vejen blev afspærret mellem Elkærvej og Barkoholtvej. Vejstrækningen blev gruset og kort efter kl. 2100 kunne vejstrækningen åbnes igen. Der skete ingen miljøforurening ved uheldet.
Spirituskørsel
Lige efter midnat natten til torsdag bemærkede en årvågen patrulje en bil, der kørte ad Østre Alle i Aalborg. Patruljen fattede mistanke til føreren og han blev hurtigt standset. Ved kontakten til føreren kunne mistanken bekræftes. Føreren virkede påvirket af spiritus, og en udåndingsprøve på stedet bekræftede det. Han blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve som bevis i sagen.
Passager i bil fundet i besiddelse af hash
Onsdag aften kl. 1945 standsede en patrulje et køretøj på Samsøgade i Aalborg. Føreren blev kontrolleret, og han havde sine ting i orden. I bilen sad der en passager, der påkaldte sig patruljens opmærksomhed. Han blev visiteret og fundet i besiddelse af 3,16 gram hash, en hash vægt og 100 stk. ”pølsemandsposer”, der som oftest bliver brugt som ”indpakning” af hash, når det skal sælges. Han blev endvidere fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv. Passageren kan nu se frem til flere bøder for forholdene.
Narkopåvirket bilist
Onsdag aften kl. 1934 standsede en patrulje en bil på Badskærvej i
Frederikshavn. Da patruljen kontaktede føreren virkede han påvirket af narko. Han blev testet på stedet, og testen gav udslag for påvirkning af kokain. Han blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve som bevis i sagen.