Frederikshavn Kommune og Erhvervshus Nord bød indenfor til årets dialogmøde med de lokale håndværkere. Her blev spændende projekter for mere end 650 mio. kr. præsenteret af blandt andet kommunen, Forsyningen, Vesterport- og Frederikshavn Boligforening. De nye projekter løber over de næste fire år.
Det er med baggrund i åbenhed og dialog, at det lokale erhvervsliv fik mulighed for at høre, hvilke store projekter der i den nærmeste fremtid kommer i udbud. Det var samtidig en mulighed for at Frederikshavns Borgmester, Birgit S. Hansen kunne høre, hvad bygge- og anlægsbranchen har på hjertet. Det giver en god mulighed for at høre nye ideer, forbedringer og høre om nye muligheder.
Årets tema til mødet var Det gode samarbejde som blev præsenteret med et oplæg fra Dansk Industri og fra Frederikshavns Kommunes direktør for Teknik og Kultur, Boie Skov Frederiksen.
Opgaver for mange millioner
De håndværkere der mødte op til mødet var svært tilfredse. De mange store og mindre opgaver som er på programmet og ikke mindst viden om opgaverne gør, at det er nemmere for de lokale håndværkere at planlægge og byde ind på de forskellige opgaver.
Dialogmødet er et årligt tilbagevendende samarbejde mellem Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune.