Ny affaldsløsning til Strandpromenaden i Sæby

Foto: Frederikshavn kommune.
dato

Det er nu muligt at sortere sit affald langs strandpromenaden i Sæby. Flere mindre skraldespande er fjernet og erstattet af en affaldsstation, hvor områdets gæster kan sortere deres affald.

Frederikshavn Kommune har opstillet en ny affaldsstation langs Strandpromenaden ved Sæby Søbad, så gæster fremover bedre kan sortere deres affald. Det sker som led i en plan, der skal være med til at nedbringe et unødigt ressourceforbrug på at indsamle affald og optimere mulighederne for affaldssortering i det offentlige rum.

Det betyder også, at flere skraldespande på strækningen fra Sæby Søbad mod campingpladsen i nord er fjernet.

I stedet er der opsat to skraldespande ved toiletbygningen på Haulundsvej og en affaldsstation ved Sæby Søbad. Den nye affaldsstation gør det muligt at sortere sit affald i det offentlige rum.

Strandpromenaden er dog ikke et sted, hvor der bliver genereret store mængder affald, fordi der ikke er kiosker og butikker på strækningen.

Erfaringer viser, at affald bliver sorteret trods færre skraldespande
Kommunen har gode erfaringer fra andre områder, hvor de små skraldespande er fjernet, og der er opsat centrale affaldsstationer. Det er blandt andet gjort på Grenen og Palmestranden, hvor alle skraldespande blev fjernet fra stranden og erstattet med affaldsstationer ved parkeringspladserne, og her er der ikke efterladt mere skrald trods færre skraldespande.

Frederikshavn Kommune håber, at gæster i området vil tage godt imod de nye affaldsstationer - og tage affaldet med til nærmeste affaldsstation.


https://www.frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-og-pressekontakt/nyheder-og-pressemeddelelser/ny-affaldslosning-til-strandpromenaden-i-saeby/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.