Frederikshavn er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Narkopåvirkede bilister
Nordjyllands Politi måtte i det forgangne døgn endnu engang gribe til anholdelse af to narkopåvirkede bilister. Første sag er fra mandag aften kl. 2054, hvor en patrulje bemærkede en personbil på Liljevej i Jerslev. Bilen blev standset og den efterfølgende narkotest viste, at føreren var påvirket af både hash og kokain. En lille times tid efter midnat var den så gal igen. Denne gang i Aalborg på Østre Alle. En bil blev standset for en rutinemæssig kontrol, og her viste det sig så, at føreren var påvirket af hash. I begge tilfælde blev føreren anholdt, og der blev udtaget en blodprøve som bevis i sagerne.
Voldelig optræden
Mandag aften måtte politiet tilkaldes til en person, der udviste voldelig optræden overfor flere gæster på et værtshus i Jomfru Ane Gade. Optrinet skete uden for værtshuset. Den voldelige optræden belønnes med et bødeforlæg og bortvisning fra Jomfru Ane Gade.
Indbrud i lejlighed
I en periode på ca. fire timer fra mandag eftermiddag, blev der lavet indbrud i en lejlighed på Lindegårdsvej i
Frederikshavn. Gerningsmanden er kommet ind igennem en terrassedør, der stod på klem.Der var gennemrodet en reol og nogle skabe i stuen og der var umiddelbart ingen spor efter gerningsmanden.