Frederikshavn Kommune sætter sammen med Ren Natur igen i år fokus på henkastet affald i naturen. Lokale foreninger inviteres til at byde ind på årets indsamlingsruter og dermed både bidrage til et renere nærmiljø og tjene 2.400 kr. til klubkassen.
Fra 1. marts 2026 åbner tilmeldingen til årets otte Ren Natur-ruter, som er fordelt i Skagen, Ålbæk, Strandby, Frederikshavn, Sæby og Østervrå. Ruterne fordeles blandt de tilmeldte foreninger, og alle tilmeldte kommer i betragtning, men der garanteres ikke en rute til alle, hvis interessen er stor.
Ren Natur er et landsdækkende projekt, der samler kommuner, virksomheder og frivillige i en fælles indsats mod affald i naturen. Formålet er både at mindske affald og styrke sammenholdet i de lokale foreninger. Deltagende foreninger modtager et sponsorat på 2.400 kr., vælger selv indsamlingsdag mellem maj og oktober, og får udleveret alt nødvendigt udstyr, herunder sikkerhedsveste, handsker, poser og affaldssnappere.
Det indsamlede affald afleveres ved markerede droppunkter, hvor Frederikshavn Kommune henter det inden for 48 timer. Ren Natur-indsatsen skaber synlige resultater: I 2025 deltog 457 foreninger i 58 kommuner og samlede tilsammen mere end 12 tons affald. Indsatsen gør en forskel, især på steder der ellers sjældent har vedligehold.
Tilmeldingen er åben fra 1. marts til 1. september 2026. På Ren Naturs hjemmeside kan man under hver rute se, hvilke datoer de enkelte ruter skal tages, samt hvor mange deltagere man som minimum skal være på ruten.