Den 10. februar 1957 satte den frederikshavnske maskinmester, Johannes Knudsen sit liv på spil for at redde en japansk fisker under en storm. Det er nu 65 år siden, og på dagen blev den danske sømand æret for sin heroiske indsats.
Johannes Knudsen bliver hædret både i Frederikshavn og i Wakayama i Japan, hvor Johannes Knudsen har heltestatus.
Historien kort
D. 10. februar 1957 sejlede et af Mærsks skibe i stormvejr ud for Wakayamas kyst i Japan. De møder en brændende fiskekutter, og det viser sig umuligt at nærme sig kutteren. Johannes Knudsen ifører sig redningsbælte og springer i det iskolde vand for at redde en fisker, der er hoppet i vandet fra den brændende kutter. Desværre lykkes det ikke at redde fiskeren, og begge omkom i bølgerne.
Tirsdag blev Johannes Knudsen hædret af blandt andet Japans Ambassadør i Danmark, Mr. Miyagawa Manabu og borgmester Birgit S. Hansen. De to mødtes online og snakkede blandt andet om, hvor vigtigt venskab, kulturel udveksling og forståelse mellem lande og mennesker er. At det er det bedste værn mod konflikter.
Ungdomsskolens unge elever lagde blomster ved Johannes Knudsens gravsted i Frederikshavn tirsdag eftermiddag. I Wakayama-regionen i Japan er det en del af skolepensum at høre og mindes Johannes Knudsens heltegerning. Der er i Wakayama rejst en statue af sømanden.