Hvordan skal Frederikshavn midtby se ud i fremtiden?

Foto: Frederikshavn kommune.
dato

Har du forslag til, hvordan Frederikshavn får en mere levende bymidte? Fra den 8. maj og frem til den 3. juli 2023 har alle borgere, bygningsejere og handelslivet mulighed for at dele deres input og idéer til midtbyens udvikling

Er det en god idé at forkorte gågaden, skal Danmarksgade Nord omdannes til sivegade med både biler og gående, hvordan skaber vi flere boliger i bymidten, nyt liv i tomme butikslokaler og samtidig plads til grønne og gode mødesteder?

"Midtbyplanen, Èn bymidte - flere kvarterer" er administrationens anbefalinger til, hvordan man skaber mere liv i gaderne, flere handlende samt mulighed for, at endnu flere kan bo og arbejde i midtbyen.

De anbefalinger vil Plan- og Miljøudvalget gerne have borgere, bygningsejere og handelslivets syn på, inden udvalget arbejder videre med den fysiske planlægning for bymidten.

- Vi har mange gode muligheder i midtbyen. Her er svømmehal, bibliotek og kulturhuse. Vi har den nye gågade og Rådhusparken, som andre byer misunder os. Men vi har også tomme butikslokaler og bygninger, som vi gerne vil give nye muligheder. Derfor er det også vigtigt, at vi politisk sikrer de bedst mulige rammer for midtbyens udvikling. Både til gavn for butikslivet, de bygningsejere, der skal investere i deres ejendomme, og selvfølgelig for de mennesker, der bor, arbejder og besøger midtbyen, siger formand for Plan- og Miljøudvalget, Peter E. Nielsen.

Del dine forslag og idéer
Oplægget til den nye midtbyplan med tilhørende anbefalinger kan ses på Kommunens digitale platform ”Sammen Om”. Her kan alle interesserede også dele deres forslag fra den 8. maj og frem til den 3. juli 2023 – og læse andres kommentarer og idéer til midtbyen.

- Vi vil rigtig gerne i dialog, og håber, at mange vil dele deres synspunkter med os, inden vi arbejder videre med planlægningen. Det giver os de bedste forudsætninger for at skabe rammerne om midtbyens udvikling, afslutter Peter E. Nielsen, formand for Plan- og Miljøudvalget.

Tirsdag den 6. juni kl. 19.00 inviterer kommunen til et åbent borgermøde i Arena Nord, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål og høre mere om tankerne bag- og anbefalingerne til midtbyen i Frederikshavn.

Den digitale platform "Sammen Om"


https://www.frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-og-pressekontakt/nyheder-og-pressemeddelelser/hvordan-skal-frederikshavn-midtby-se-ud-i-fremtiden/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.