Om de fælles træk jeg ser hos dem, der lever med senfølger efter hjernerystelse – og om vejen tilbage til ro i kroppen.
De kommer ofte med den samme historie.
“Jeg troede, det ville gå over.”
De ser raske ud. Mange passer arbejde igen, henter børn, køber ind.
Men indeni føles alt anderledes.
Lyd, lys, bevægelse, samtaler – alting kræver mere energi end før.
Nogle beskriver det som at have mistet deres “gamle jeg”.
De savner at kunne overskue ting, at være spontane, at have energi til bare at være.
De fælles mønstre
Efterhånden har jeg talt med mange, der lever med senfølger efter hjernerystelse.
Selvom deres historier er forskellige, går der nogle mønstre igen.
1. Kroppen finder ikke ro
Selv når de hviler, føles det ikke som rigtig hvile.
Nervesystemet er på overarbejde, og kroppen forbliver anspændt, som om den hele tiden venter på næste opgave.
2. Hjernen bliver hurtigt overbelastet
For meget snak, mange mennesker eller skærme kan føre til træthed, hovedpine eller svimmelhed.
Det er ikke manglende vilje – det er hjernen, der beskytter sig mod for mange indtryk.
3. Trætheden føles anderledes
Mange beskriver en dyb udmattelse, som ikke kan soves væk.
Det er ikke almindelig træthed, men et tegn på, at hele systemet bruger kræfter på at holde balancen.
4. Behovet for kontrol vokser
Når kroppen og hovedet ikke føles til at stole på, forsøger mange at planlægge alt.
De deler energien op i små bidder og håber, at det hjælper – men det skaber ofte endnu mere pres.
Når nervesystemet mister rytmen
Efter en hjernerystelse kan selv små stimuli – lys, lyde, bevægelser – føles overvældende.
Nervesystemet er som et orkester, hvor dirigenten pludselig mister takten.
Alle dele arbejder hårdt, men ikke helt sammen.
Derfor kan kroppen virke uforudsigelig: én dag føles alting nemmere, den næste dag vælter det hele igen.
Og det kan være svært at forstå – både for én selv og for omgivelserne.
Men det er ikke et tegn på svaghed.
Det er kroppens måde at fortælle, at den stadig forsøger at finde sin rytme igen.
Når roen begynder at vende tilbage
Der sker ofte noget, når mennesker begynder at lytte til kroppen i stedet for at kæmpe imod den.
Når de tillader sig at stoppe op, trække vejret og mærke, hvordan kroppen faktisk har det.
Det kan være små skridt: at sanse fødderne mod gulvet, at give sig selv længere pauser, at turde slippe præstationen.
Men netop de små skridt bliver ofte vendepunktet.
Når kroppen mærker tryghed, begynder nervesystemet at samarbejde igen.
Tankerne bliver klarere, balancen mere stabil, og kroppen tør langsomt give slip.
At finde sig selv igen
For mange handler helingen ikke om at blive den, de var før.
Men om at finde en ny måde at være i kroppen på – med mere ro, mere opmærksomhed og mindre pres.
Jeg plejer at sige, at kroppen ikke modarbejder os.
Den prøver bare at fortælle os, at den har brug for tid.
Når vi lærer at lytte til den, begynder den stille genopbygning.
Det er dér, jeg ser forandringen – dér, hvor håbet vender tilbage.
Denne artikel er skrevet af Kirsten Basballe, klinikejer hos Ro & Velvære og kranio sakral terapeut. Kirsten arbejder med mennesker, der oplever senfølger efter hjernerystelse og stress, og hjælper dem med at genfinde ro og balance i kroppen.
