Generalforsamling for 2020 i Frederikshavn Havkajakklub

Profilbillede
dato

Frederikshavn Havkajakklub har afholdt den 1. generalforsamling i klubben efter stiftelsen i februar 2020. Vi betragter en generalforsamling som ”en fest”, hvorfor klubben naturligvis var vært ved et stort stjerneskud fra Restaurant Nerd efter generalforsamlingen. Dertil var der diverse vine, øl og vand. Når vi betegner det som en fest, var der naturligvis også budgetteret med denne udgift til generalforsamlingen.

Det første regnskab for klubben viste indtægter for 157.195 kr., udgifter for 140.584,43 kr. og dermed et overskud på 16.610,57 kr. I klubbens første år har klubben derudover fået tilsagn om sponsorindtægter på 350.133 kr., hvilket vi sætter utroligt stor pris på. Tak for støtten til vores klub.

Klubben er på 1½ år gået fra at have 12 medlemmer til nu at have 46 medlemmer og med udgangen af 2022 er forventningen, at klubben har minimum 60 medlemmer. Vi har et stort antal klubkajakker, og mange af vore medlemmer har selv investeret i egen kajak.

Formand Hans Chr. Højslet og chefinstruktør Michael Eilersen fortsætter i bestyrelsen, og der var nyvalg til Tina Kristoffersen som kasserer for klubben. 

I f.m. generalforsamlingen uddelte formanden sin egen pris til chefinstruktør Michael Eilersen med bl.a. nedenstående ord på vejen. ”Prisen vil kun blive uddelt denne ene gang; men bliver uddelt, fordi klubben ganske enkelt ikke havde kunnet opstå eller eksistere uden Michael Eilersen og hans utrættelige indsats for klubben. Den er ganske enkelt enestående. Tidligere udenrigsminister og medlem af folketinget, nu afdøde Niels Helveg Petersen havde bl.a. et citat, der siger: ”Der er 2 lovmæssigheder, som er gældende: Vand løber nedad, og magt stiger til hovedet”. Michael Eilersen er bl.a. kendetegnet ved at være tæt på selvudslettende, uanset hvad han laver, og hvor meget han laver. Han tager aldrig æren for noget som helst, uanset at alle ved, at det er ham, der har lavet alt arbejdet. Han arbejder utrætteligt for Frederikshavn Havkajakklub, og det har han gjort helt tilbage til, at ideen opstod omkring en havkajakklub i Frederikshavn.” 

”Michael har lavet flotte kursusprogrammer, han har uddannet os, han videreuddanner os, han har lavet flotte diplomer til kursisterne, han har lavet et utal af klubture, han laver altid kort og andet vil vore ture, han er med på alle ture, og han er stort set med hver gang, der er fællesroninger.”

”Jeg tror ikke, at jeg igennem hele mit liv har mødt nogen person, der er så social og så indstillet på at lavet noget for og sammen med andre mennesker og selv være i front med alle tingene. Jeg tror ikke, at jeg har mødt noget menneske, der har brugt så meget tid på dette og fortsat gør det – og med stor glæde. Det er ganske enkelt fantastisk. Michael kommer aldrig i den situation, at der er nogen magt, der stiger ham til hovedet, for sådan er han ganske enkelt ikke indstillet eller skruet sammen. Og han ved godt, at vand løber nedad, for det har han bl.a. oplevet mange gange i sin kajak!”, udtaler formand Hans Chr. Højslet.

Prisen var en ”brokfugl”, der er hentet hjem fra en af vore ture til det sydfynske øhav, hvor vi har været på Drejø og hente den. ”Brokfuglen er tæt knyttet til mennesker, er en nyttefugl, idet den ved sin tilstedeværelse fjerner de negative stemninger, der måtte være, og igen bringer smilet frem hos modtageren.

Det siger sig selv, at Michael Eilersen helt spontant fik stående applaus fra samtlige deltagere på generalforsamlingen, hvilket Michael blev ”lidt” berørt af.

Kilde: Redaktionen