Galleri Virak åbner dørene for kulturaftner

Foto: Lone Johannessen. Kulturaften i Galleri Virak: Koncert med international strygekvartet med eksperiment klassisk musik.
dato

Galleri Virak inviterer til en anderledes oplevelse, når de åbner dørene for deres nye koncept: Kulturaftner. Midt i et inspirerende rum fyldt med kunstværker vil gæsterne blive taget med på en rejse gennem kunst, musik, litteratur og smag. Det sker med første kulturaften onsdag den 12. februar kl. 19-21 i galleriet i gågaden i Frederikshavn, Danmarksgade 44.

Denne aften vil en international strygekvartet, bestående af de talentfulde musikere Nora, Marit, Deborah og Alexandra, sørge for en magisk koncertoplevelse. 

De fire unge kunstnere dyrker en eksperimenterende tilgang til klassisk musik. Strygekvartetten har gjort det til deres mission at kombinere en bred vifte af musikalske stilarter og eksperimentere med sproglige elementer.

Strygekvartetten ønsker med deres passion og kreativitet at tage publikum med ind i et univers af fantasi og følelser og de fire musikere er ivrige efter at skubbe til grænserne for klassisk musik og prøve noget nyt.

Programmet for koncerten vil blive offentliggjort undervejs, så publikum kan se frem til en uventet og berigende aften.

Der er fri entre til denne første kulturaften i Galleri Virak, og for dem, der ønsker at nyde et glas vin under arrangementet, vil der være mulighed for at købe dette på stedet.

Konceptet med kulturaftner i galleriet er et resultat af et spændende samarbejde mellem lokale forretningsdrivende, Mikaelsens Antikvariat, Vineksperten og Galleri Virak, som stræber efter at skabe en platform for kulturelle oplevelser og dialog, der inspirerer og engagerer.

Der er planlagt endnu to kulturaftner med foredrag af Torben Brix, "H.C. Andersens rejser" og "Kristian Zartmann og den danske kunstnerkoloni Civita d´Antonio i Italien". Ved disse aftner kan man opleve galleriets kunst, litteratur fra antikvariatet, vin fra vineksperten. Man kan se frem til aftner fyldt med kunstnerisk inspiration og kulturelle oplevelser.

Kilde: Lone Johannessen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook