Frederikshavn Kommune efterlyser solcelleparker og vindmølleprojekter

Foto: Frederikshavn kommune.
dato

Den grønne omstilling kalder på vedvarende energiprojekter, som aldrig før – og i Frederikshavn Kommune er der netop nu en offentlig høring i gang, hvor virksomheder og andre kan melde ønsker og projekter ind om placering af solceller og vindmøller i kommunen

Frederikshavn Kommune vil helt frem på den grønne klinge. Det ambitiøse mål er at blive 100 procent forsynet med vedvarende energi i 2030 – og det kræver naturligvis, at kommunen, i sin planlægning, udlægger de nødvendige arealer til vedvarende energianlæg.

Men hvor skal fremtidens solcelleparker placeres i Frederikshavn Kommune – det spørger kommunen nu om i en offentlig høring, hvor der efterlyses konkrete projektforslag.

Vi skylder de kommende generationer at sætte fart på den grønne omstilling, og derfor er det også vigtigt, at vi løfter i samlet flok – kommune, virksomheder og naturligvis i dialog med borgere i lokalområderne. Vi skal have langt flere solcelleparker og vindmøller, for at nå vores mål om en grøn fremtid. Derfor håber jeg også, at mange vil byde sig til med projektforslag, siger borgmester, Birgit S. Hansen.

Send forslag og idéer ind
Første skridt i processen er den offentlige høring, der lige nu er i gang og løber frem til den 19. april 2023, hvor gode projektforslag efterlyses som led i den kommunale planlægning.

Det er en kommunal opgave at sikre et plangrundlag, der understøtter den grønne omstilling, så vi kan nå i mål med vores klimaambitioner. Det er vigtigt, vi skaber plads til fremtidens solcelleparker og vindmølleprojekter, og selvfølgelig, at vi gør os umage med at finde de rigtige arealer. Derfor håber vi også, at mange projektudviklere melder sig på banen, siger Peter E. Nielsen, formand for Plan- og Miljøudvalget.

På Frederikshavn Kommunes hjemmeside kan man læse mere om processen, og om, hvordan man indsender projektforslag til kommunen.

Alle projektforslag bliver vurderet og efterfølgende behandlet i Frederikshavn Kommunes Plan- og Miljøudvalg, som tager stilling til, hvilke projekter der skal indgå i den videre planlægningsproces.

Find materialet til foroffentlighedsfase – udpegning af nye arealer til solcelleanlæg og vindmøller


https://www.frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-og-pressekontakt/nyheder-og-pressemeddelelser/frederikshavn-kommune-efterlyser-solcelleparker-og-vindmolleprojekter/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.