Fælles energiløsninger i landdistrikterne

Foto: Frederikshavn kommune. Møde om fælles energiløsninger i landdistrikterne
dato

Distriktsrådet havde torsdag aften inviteret til møde om nye handlemuligheder i forhold til fælles energiløsninger i landsbyerne.

Repræsentanter fra Ålbæk, Kvissel, Gærum, Ravnshøj, Skæve/Brønden og ØsterVrå deltog i mødet, hvor civilingeniør Morten Hajn gav dem et indblik i, hvilke overvejelser der er relevante at gøre sig i valget af nye energiløsninger.

Morten Hajn kom bl.a. ind på, hvilke fordele og ulemper der er ved at vælge den ene energiløsning frem for den anden. Hvis mange vælger at investere i individuelle varmepumper eller jordanlæg som erstatning for fx naturgas, er det med til at udhule mulighederne for fælles vedvarende energiløsninger.

Alternativt kan det være en bedre løsning at koble sig til et fælles solfangeranlæg. Han gjorde opmærksom på, at der ikke skal betales afgift af el fra lokale energianlæg til forskel fra den el, man køber fra nettet.

Deltagerne benyttede ved mødet lejligheden til at stille spørgsmål til Christian Enemark, Arbejdernes Landsbank og Jacob Staufeldt, Center for Teknik og Miljø om muligheder for finansiering og myndighedsbehandling.

Der var fra flere sider – bl.a. Ravnshøj interesse for at etablere lokale energifællesskaber, hvor man danner et selskab, der åbner for forskellige muligheder for indskydelse af kapital. Distriktsrådet vil gerne være behjælpelig med midler til rådgivere, der kan være behjælpelige med at starte et lokalt energifællesskab op.

Frederikshavn Kommune er partner i Interreg Europe FEEL-projektet, der har til formål at finde fælles og enkle løsninger, der bidrager til reduktion af vores forbrug og dermed udledning af CO2, og som gavner privatøkonomien.

I FEEL-projektet samarbejder Frederikshavn Kommune med 7 andre europæiske kommuner og regioner om at involvere borgere, politikere, erhvervsliv og civilsamfund i tiltag, der skaber grøn omstilling i hverdagen. Det kan fx være etablering af energifællesskaber.

Vil du vide mere?

Så er du velkommen til at kontakte projektleder Bahram Dehghan på mail: BADE@frederikshavn.dk

https://www.frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-og-pressekontakt/nyheder-og-pressemeddelelser/faelles-energilosninger-i-landdistrikterne/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.