MØD CLAUS B. JOCHUMSEN

Claus B. Jochumsen: Familien og naturen gør mig i godt humør

Portrætfoto af Claus B. Jochumsen

Hvad er det bedste ved at bo i Frederikshavn - med dine ord?

“Det bedste Frederikshavn har at byde på må være stranden, vores skove, og de forskellige aktiviteter som Frederikshavn også byder på såsom Frederikshavns Disc Golf Park, Tordenskioldsdagene og meget andet. Og skulle man få lyst til at lægge sig under palmerne, så kan det også lade sig gøre her i det nordlige. I Frederikshavn har vi meget at byde på oplevelsesmæssigt. I byen kan man også finde gode restauranter.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Frederikshavn til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Svært kun at nævne ét, så derfor tillader jeg mig at nævne to. Byens palmestrand er et must. Den indbyder til afslapning og ro, og så er det en børnevenlig strand. Det næste jeg vil nævne Bangsbo Skov der indbyder til gode gåture hvor man kan se dyrene på nært hold. I skoven ligger også Bangsbo Museum som har en spændende historie. Der kan man se flere flotte udstillinger.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“De vil nok nævne mit gode humør. Nok også min tro på at det jeg sætter gang i af større aktiviteter også bliver en realitet. Her kan nævnes Frederikshavns Disc Golf Park som jeg etablerede sammen med Foreningen Mob Din Krop.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“Når tingene flasker sig, og det man håbede på dagen vil bringe også gjorde det. Ellers så er det min familie og mine ture i naturen hvor man lige sætter sig et hyggeligt sted og laver aftensmaden på Trangia og tænker tilbage på en god dag.”

Hvem i Frederikshavn vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“Jeg vil sige tak til min hustru Merethe for at vi sammen har skabt en dejlig familie. Jeg vil også gerne sige en tak til de mange frivillige der er i Frederikshavn og omegn, hvis de ikke var der, ville der ikke være nogen fritidsaktiviteter for vores børn, og det ville en katastrofe. Vi skal værne om vores børn, så det får en solid fremtid hvor tryghed og empati er en nødvendighed.”