Danish Crown i Sæby lukker. Det har slagteriet meldt ud torsdag morgen. Slagteriet er arbejdsplads for omkring 800 ansatte.
- Jeg tænker først og fremmest på de ansatte og deres familier i denne situation. Det er en uforståelig beslutning, og lukningen er et kæmpe tab for borgerne, for byen og for hele Nordjylland. Jeg er både vred, skuffet og ked af, at Sæby trak det korteste strå i Danish Crowns omstrukturering, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Slagteriet har ligget i Sæby i over 100 år, og det er Nordjyllands største slagteri.
- Jeg er berørt over situationen. Slagteriet er en stor del af Sæbys identitet. Det kan ikke underdrives. Kommunen og borgerne har altid bakket op om slagteriet, og derfor er vi helt uforstående over for beslutningen, siger borgmester Birgit S. Hansen.
- Vi skal nu værne om de ansatte og deres familier. Vi stiller som kommune sammen med de andre kommuner i regionen op med alt, hvad vi kan for at støtte de ansatte og finde nye muligheder for dem.
https://www.frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-og-pressekontakt/nyheder-og-pressemeddelelser/borgmester-lukningen-af-saeby-slagteri-er-et-kaempe-tab/