Om hvordan et lille slag kan få store eftervirkninger – og hvorfor roen er nøglen til at komme sig.
Det sker pludseligt. Et bump i bilen. Et skab, man ikke så. En cykel, der vælter. Der skal faktisk ikke så meget til for at få en hjernerystelse.
For de fleste går det hurtigt over. Men for nogle bliver det begyndelsen på en periode, hvor kroppen aldrig helt finder ro igen.
Når kroppen ikke finder ro
Jeg møder mange kvinder, der fortæller, at de i starten bare troede, det ville gå over. “Jeg tænkte, det var en bagatel,” siger de. “Lægen sagde, at jeg bare skulle tage den med ro.”
Men ugerne går, og de mærker, at noget ikke er, som det plejer. De bliver hurtigt trætte, mister koncentrationen og får hovedpine eller problemer med synet.
Selv små ting som indkøb, støj eller samtaler kan pludselig virke overvældende.
Ofte fortæller de også, at de havde travlt, da det skete. De skulle nå noget – måske flere ting på én gang. Et øjebliks uopmærksomhed – og så var det sket.
Kroppen husker mere, end vi tror
Når man får en hjernerystelse, påvirker det ikke kun hovedet.
Kroppen reagerer som ved enhver anden overbelastning: Musklerne spænder, åndedrættet bliver overfladisk, og nervesystemet går i alarmberedskab.
Selv længe efter slaget kan kroppen blive ved med at holde fast – som om den stadig skal beskytte os.
Man kan næsten sige, at kroppen bliver fanget i en form for forsvarstilstand.
Og hvis vi samtidig prøver at fortsætte som før – passe arbejde, familie og hverdag – så får kroppen aldrig chancen for at falde helt til ro.
Når helingen begynder
Der sker ofte noget, når vi endelig stopper op. Når vi giver kroppen mulighed for at trække vejret dybt igen og mærke tyngden i sig selv.
Heling handler ikke kun om tid. Den handler om, at nervesystemet får lov til at falde til ro – at kroppen mærker, at den er tryg igen.
Mange fortæller, at de først dér begynder at mærke forandring.
Når skuldrene slipper en smule.
Når tankerne bliver klarere.
Når kroppen igen begynder at samarbejde.
Fra overbelastning til ro
Der er ikke én vej ud af senfølger efter en hjernerystelse, men der er mønstre, jeg ser igen og igen. Kroppen prøver at beskytte sig. Hjernen prøver at overkomme alt det, der ikke føles muligt.
Og vi prøver at “tage os sammen”. Men helingen sker først, når vi gør det modsatte: Når vi giver slip på kampen og tillader kroppen at gøre det, den hele tiden har forsøgt –
at finde tilbage til balance.
Det kan tage tid, men det er muligt.
Denne artikel er skrevet af Kirsten Basballe, klinikejer hos Ro & Velvære og kranio-sakral terapeut. Kirsten arbejder med mennesker, der oplever senfølger efter hjernerystelse og stress, og hjælper dem med at genfinde ro og balance i kroppen.
