Onsdag eftermiddag blev Abildgård Børnehus og Børnehuset Abildvej i Frederikshavn indviet på festlig vis, da børnene sammen med borgmester Birgit S. Hansen klippede den røde snor til deres nye børneuniverser.
Det har været en kompleks opgave at få puslespillet til at gå op på Abildvej i Frederikshavn, hvor den næst sidste brik i et omfattende bygge- og renoveringsprojekt har fundet sin plads.
Det er lykkes at få plads til to nye daginstitutioner på matriklen ved Frydenstrand Skoleafdeling, Abildvej, og onsdag eftermiddag var der pyntet op til indvielsesfest.
Børn fra Abildgård Børnehus og Børnehuset Abildvej klippede den røde snor sammen med borgmester Birgit S. Hansen, og glæden var stor hos både børn og voksne:
"Det er en glæde at give børnene gode rammer, der fremmer deres trivsel og muligheder for at udvikle sig. Vi investerer i børnenes hverdag og fremtid i hele kommunen, og i dag indvier vi her i Frederikshavn to nye børnehuse, hvor der er rum til leg og læring", udtaler Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.
Selv om børn og personale allerede flyttede ind i Abildgård Børnehus i marts 2021, og Børnehuset Abildvej blev taget i brug i november 2021, var lysten til at fejre indflytningen i de nye børnehuse stor.
"Både børn, forældre og personale har glædet sig til at fejre indflytningen med en fest. Byggeriet har trukket store veksler på deres tålmodighed og har til tider næsten krævet det umulige, men det er lykkes, og der skal lyde en kæmpe stor tak til medarbejdere, forældre og ledere. Vi forsøger på alle måder at indrette hverdagen i de nye omgivelser, sådan at det nære er i det store. Det gælder den fysiske indretning, og det gælder i høj grad den pædagogiske praksis. Børnene skal opleve en tryg hverdag med nærværende voksne", pointerer Gitte Højbjerre, Dagtilbudschef i Frederikshavn Kommune.
Børnehuset Abildvej huser sammen med Børnehuset Golfparken, der blev indviet i 2021, børn fra de fire mindre, ældre daginstitutioner: Børnehaven Humlebien, Børnehaven Spiloppen, Børnehuset Spiren og Abildgård Børnehave.
Det nye Abildgård Børnehus er et specialtilbud, der huser børn fra den tidligere Abildgård Børnehave og Øster Dahl Børnehave.
Nogle af børnene har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og behov for særlig hjælp og støtte.
Andre af børnene har brug for mere struktur og forudsigelighed i hverdagen, end de kan få i et alment tilbud.
Byggeriet, der har stået på siden 2019, har været opdelt i flere mindre faser.
Når byggeriet er fuldendt med en ny SFO senere i 2022, har der været indgreb i en stor del af matriklen med både renovering og tilbygning til det eksisterende.
Medarbejdere og brugere vil med de nye rammer komme til at opleve en større sammenhængskraft for såvel dagtilbud som skole med gode muligheder for at samarbejde og skabe en god og tryg overgang fra dagtilbud til skole.
Fakta om de to børnehuse
- Samlet areal: 1.650 kvadratmeter
- Samlet budget for dagtilbud: 17,7 mio. kr.
- Real Dania har støttet projektet med 1 mio. kr. til bæredygtigheds tiltag
Abildgård Børnehus:
- Kommunal specialinstitution for børn i alderen 0-6 år
- Normeret til 25 børn fordelt på tre grupper
- Samlet areal på 450 kvadratmeter
- Pga. stor tilgang til institutionen og dermed overbelægning er man nu ved at renovere den tidligere pedelbolig på Abildvej til en gruppe børn fra Abildgård Børnehus
Børnehuset Abildvej:
- Kommunal aldersintegreret daginstitution for børn i alderen 0-6 år
- Normeret til 90 børnehavebørn og 25 vuggestuebørn
- Samlet areal 1000 kvadratmeter
- Etableret produktionskøkken som også leverer mad til Børnehuset Golfparken
Bæredygtigt byggeri:
Der er lavet LCA vurdering af alle større overfladeløsninger dvs. en vurdering af, hvor meget energi der bruges til produktion af materialerne i deres levetiden (vurderet til over 50 år). Dette er gjort på:
- Tagløsninger
- LED belysning
- Maling
- Gulve
- Nye skillevægge
Størstedelen af de anbefalede løsninger er fulgt, dvs. der er valgt de materialeløsninger, som enten har lavest CO2 udledning, eller har bedste indeklima score.
Al maling, der er anvendt, er miljømærket, og uden indhold af MI, hvilket er anvendt for at undgå afgasningsgener ved ibrugtagning af institutionen.
Indeklimascreening af det sandsynlige indeklima på institution er samlet set med en score på ”god” (på en skala der hedder god, middel, dårlig).
Screening omfatter akustik, termisk indeklima, belysning samt atmosfærisk indeklima.
Udvendig flisebelægning er genbrugt, dvs. fliserne er taget op og lagt ned igen. Dette har givet den største CO2 besparelse.